Print

Sammenhæng mellem hastighed og uheld

De seneste års hastighedskampagner, senest med ”Mit hjem – din fart?”, har ikke været lanceret uden grund. For høj hastighed er stadig medvirkende til en stor del af trafikdrabene. En hollandsk gennemgang af litteraturen dokumenterer igen, at jo højere hastigheden er, jo højere risiko er der for trafikuheld og jo højere risiko er der for, at uheldet medfører personskade eller i værste tilfælde trafikdrab.

Af Allan Lyckegaard

Når der sker et trafikuheld, er der ofte mange medvirkende faktorer som fx isglatte veje, tåge, regn, tidspunktet på dagen eller førerens opmærksomhed. Ofte er det svært at afgøre hastighedens role i uheldet, men det er efterhånden blevet påvist i megen forskning at risikoen for uheld øges væsentligt ved for høj hastighed. Hastigheden påvirker både risikoen for uheld og alvorligheden af uheldet.

"
Uheldsrisiko for alkoholpåvirkning og hastighedsovertrædelser på en vej med hastighedsgrænse på 60 km/t.


Hastighedens betydning for uheldsrisikoen
Når hastigheden sættes i vejret øges både den strækning, som bilen kører inden føreren reagerer, og bilens bremselængde. Under normale omstændigheder er en persons reaktionstid omkring 1 sekund fra det øjeblik faresituationen opdages til der trykkes på bremsepedalen, dvs. jo højere hastigheden er, jo længere kører bilen i dette tidsrum og ligeledes vil bremselængden forøges, når hastigheden er højere. Generelt gælder det, at en fordobling af hastigheden medfører en firedobling af bremselængden. Der er flere faktorer der spiller ind, end blot disse to, og man har fundet at sammenhængen mellem hastighed og uheldsrisiko følger en potensfunktion, dvs. at på en vej hvor hastighedsgrænsen er 60 km/t fordobles risikoen for uheld ved en hastighed på 65 km/t, firedobles ved 70 km/t og tidobles ved 75 km/t. Ved en sammenligning med kørsel under påvirkning af alkohol viser det sig at denne øgning i risiko kan sammenlignes med risikoen ved en alkoholpromille på henholdsvis 0.5, 0.8 og 1.2.

Uheldsrisikoen er dog ikke lige stor for alle typer af veje. 100 km/t på en motorvej er mindre farligt end 100 km/t på en landevej eller en byvej. Dette skyldes at en motorvej er konstrueret til disse høje hastigheder og at der her kun kører personbiler og lastbiler. Landeveje og byveje er derimod konstrueret til meget lavere hastigheder og trafikken er mere kompleks, da både fodgængere, cyklister og biler er til stede.

Hastighedens betydning for uheldets omfang
Alvorligheden af et uheld er også koblet til hastigheden. En stigning i gennemsnitshastigheden på 1 % på en vejstrækning resulterer i en stigning på 2 % i antal personskadeuheld, 3 % i alvorlige personskadeuheld og 4 % i antal trafikdræbte. En kollision mellem to biler ved 80 km/t har 20 gange større risiko for at resultere i et trafikdrab end en kollision ved 30 km/t.

Bilproducenterne har i dag stort fokus på sikkerhed, og leverer biler med både airbags og stødpudezoner i bilens front, som kan mindske de kræfter som bilens fører og passagerer påvirkes af ved en kollision. Fodgængere er ikke på samme måde beskyttet og er derfor mere sårbare ved kollision med en personbil. Rammes en fodgænger af en bil med 30 km/t er der 5 % risiko for at fodgængeren bliver dræbt. Ved 50 km/t er denne risiko 45 % og ved en kollisionshastighed på 65 km/t bliver 85 % af alle fodgængere dræbt.

Oplevelsen af at blive ramt med 50 km/t er svær at forestille sig, men det svarer faktisk til at hoppe ud fra 4. sals højde.

Relativt små reduktioner i hastigheden kan altså spare samfundet for mange trafikuheld og trafikdrab, uden det går væsentligt ud over mobiliteten.

Print


Kilde:

SWOV (2009) SWOV Fact Sheet: The relation between speed and crashes. Institute for Road Safety Research, Leidschendam.