Print

ATK - Rigspolitiets erfaring

I forbindelse med den nyligt udgivne rapport fra DTU Transport ”Automatisk hastighedskontrol – vurdering af trafiksikkerhed og samfundsøkonomi” medvirkede politikommissær Bent Bruun fra Rigspolitiets nationale færdselscenter i forsøgets gennemførelse. Han videregiver her i et interview sine erfaringer og meninger om automatisk hastighedskontrol, i daglig tale ATK.

Af Kira Janstrup

”Vi blev meget ofte uopfordret kontaktet af naboerne til ATK-standerne som udtrykte stor tilfredshed med at de var sat op” siger Bent Bruun omkring det danske ATK-forsøg. Han fortsætter: ”Der var endda nogle, der tilkendegav, at nu var de ikke længere nervøse for at lade deres børn cykle på vejen.” Desuden udtaler Bent Bruun, at bilisterne også tilkendegav, at de generelt er begyndt at køre pænere.

Der har dog desværre været en del hærværk på enkelte af ATK-standerne. Herom siger Bent Bruun: "Vores indtryk er, at der generelt er en høj accept i befolkningen omkring ATK, men der er desværre en meget lille gruppe, som ikke kan acceptere det, og ud af denne gruppe er der en endnu mindre gruppe som er villig til at begå hærværk mod standerne”. I forbindelse med dette fortæller Bent Bruun, at der sidder en alarmanordning i ATK-standerne, så politiet automatisk får besked om hærværket.

     

Politikommissær Bent Bruun 
Rigspolitiets nationale 
færdselscenter   

Bent Bruun er ikke i tvivl om sin holdning til en eventuel indførelse af ATK i Danmark og siger: ”Jeg håber sandelig, at man beslutter sig for at indføre ATK i Danmark, for det er en rimelig og meget effektiv måde at sikre sig, at gennemsnitshastigheden bliver reduceret.” Bent Bruun uddyber: ”ATK skaber mere tryghed på vejene og det medfører helt sikkert færre ulykker.”

Til gengæld påpeger Bent Bruun, at man skal være villig til at bruge nogle ekstra ressourcer på sagsbehandling og fortsætter: ”Jeg synes, at vi har et særdeles effektivt sagsbehandlingssystem. Det kunne godt gøres enklere, men sådan som lovgivningen er indrettet på nuværende tidspunkt, så er det et yderst effektivt system.”

Præcis hvor længe hastighedsnedsættelsen holder efter passage af en ATK-stander er ikke blevet undersøgt, men Bent Bruun forklarede: ”Midt- og Vestsjællands politi gennemførte under forsøget to mobile hastighedskontroller på strækningen Roskilde-Ringsted. Den ene gang var den mobile kontrol opstillet omkring 1.5 km efter ATK-standeren og den anden gang var den opstillet lidt over 2 km efter standeren. Ved den første kontrol blev ingen bilister taget for hastighedsovertrædelse og den anden gang drejede det sig kun om en enkelt, der ikke overholdte fartgrænsen”. Han uddyber: ”Ifølge Midt- og Vestsjællands politi var dette positivt.”

"
Hvis ATK blev indført i Danmark

Punkt-ATK skaber mere tryghed på vejene, og det medfører helt sikkert færre ulykker.

”I forsøgsperioden blev der udskrevet lige knap 20.000 bøder og antallet af bøder er jævnt fordelt over hele perioden”, siger Bent Bruun og forsætter: ”De få bilister, der kørte meget for stærkt, var jævnt fordelt over hele perioden.” Endvidere bemærker Bent Bruun, at: ”Det kan se ud som om, der er en generel holdning i befolkningen til, at færdselslovens bestemmelser kun er vejledende, og at man bare skal køre efter forholdende - og bilister der anser sig selv som værende dygtige, er ikke altid enige i hastighedsbegrænsningerne.”

Bent Bruun påpeger også, at man får fat i atypiske hastighedssyndere med ATK og fortæller: ”Der er lavet en undersøgelse om, hvordan antallet af mænd og kvinder fordeler sig i sager fra automatisk trafik kontrol. Vi ved fra alle andre former for trafik kontrol, at kvinder er stærkt underrepræsenteret, men lige i automatisk hastighedskontrol er de kravlet pænt op af stigen.”

Vil befolkningen acceptere, at ATK bliver indført i hele landet?
”Ja, det tror jeg, at langt den største del af befolkningen vil” siger Bent Bruun og fortsætter: ”Den sidste undersøgelse, der blev lavet med mobil ATK, viste, at over 70 procent, som deltog i undersøgelsen, accepterede denne form for hastighedskontrol, og det tror jeg også, man vil opnå med ATK under forudsætning af, at standerne bliver opstillet nogle steder, hvor folk kan se meningen med at blive kontrolleret.”

Print